Kristi Himmelfartsferie

Det er jo slet ikke så tosset at have ferie. I sidste weekend var Filippa, Stella og jeg afsted for at købe sommerblomster og senere på eftermiddagen, da Stella sov middagssøvn, så plantede Filippa og jeg potterne til. Det ser super fint ud nu, men det er lidt af et mas, for nu, hvor der stadig kan være en smule nattefrost, så slæber jeg potterne ind og ud af vores redskabsskur, hver morgen og aften. Nu MÅ det da snart have en ende!!!
Det var jo Mors dag i søndags og da fik jeg et fint lille plantebord i gave. Jeg tror den skal males på et tidspunkt, men lige nu vil jeg bare nyde det, som det er!!


Sidste weekend var det også nogenlunde vejr at være ude i. Pigerne hyggede sig i hvert fald gevaldigt. Vi fik fejet terassen, havde gæster til kaffe. Manden og en kammerat fik tilmed gjort vores nye overdækkede terasse gjort klar til at få tag på. Det bliver skønt med en overdækket terasse, til tørretøj, til at nyde en sommer-regnvejrsdag fra, til cykler og ungernes legesager.
Her kommer lige et par billeder mere af tøserne, bare fordi....

Den trøje Filippa har på, er en af mormors kreationer, strikket af en masse rester af foræret garn. Den er simpelthen så dejlig blød og Filippa er helt vild med den. Den er måske ikke strikket i de mest fikse farver, men komforten er i top!! Mønstret er fra Pickles.no. Jeg elsker bare når min mor strikker!
Her er Stella, det er bare skønt at se hende frisk igen. Hun var sløj en hel uge, det bette skind, med opkast og diarré. Vi endte ved vagtlægen en af de sidste dage, fordi vi var ved at være bange for at hun var ved at dehydrere. Hvis hun ikke var begyndt at drikke, da vi var hos vagtlægen, er jeg ret sikker på at vi var blevet indlagt, så hun kunne have fået drop. Heldigvis livede hun pludselig op. Vi var blevet sendt i venteværelset igen efter visit hos lægen, for at se om vi kunne få lidt væske i hende på almindelig vis og så der i venteværelset og begyndte at drikke, det glas saft vi havde fået. Receptionisten var så sød og spurgte om Stella ville have en kiks også. Så barnet som vi nærmest måtte lokke sodavandsis og youghurt i, ville pludselig gerne frivilligt både drikke og spise.
På billedet er hun i sit es igen. Hun ligner nærmest en lille rocker!!!

Jeg elsker vores nyudsprungne blodbøg. Eller, altså jeg elsker vores bøg året rundt for der er bare altid noget skønt ved det. Jeg elsker farven. Især når solen er ved at gå ned og alle bladene er helt rød/orange. Det er bare så smukt og uendeligt svært at fange på kamera. Om sommeren giver den os masser af skygge, hvilket også er dejligt og så kan den bære pigernes sansegynge, som de bare er så glade for og giver os forældre skønne stunder, hvor pigerne pjatter, leger og gynger sammen. Skønt, skønt, skønt!

Sidst, men ikke mindst, mit strikketøj. Det bliver en slags vest eller tunika. Jeg ved ikke helt endnu, hvem af pigerne den bliver til. Men fremad går det. Jeg skal snart til at lukke af til ærmegab og starte på bærestykket. Derfra er det lutter retstrik på rundpind. Super nemt.

Kommentarer

  1. Dejligt at Stella er blevet frisk igen. Det var da ellers noget af en omgang for hende.. Rigtig flot blodbøg, også én af mine favoritter, har desværre ikke en i haven. Men så har jeg til gengæld så meget andet ;o)

    SvarSlet
  2. Ja for dælen, det tog en fuld uge inden hun begyndte at blive sig selv igen!! Det har jeg alligevel aldrig prøvet før! Men nu er hun lige så fræk som altid!!! ;)

    SvarSlet

Send en kommentar